Kom i gang
CX2 Open er åben software uden licens og uden abonnement. Selve softwaren koster ingenting. Det, der koster, er at bygge Brick-modellen og lave integrationen, så der kommer data ud.
Har I brug for hjælp til at få CX2 etableret i jeres bygning, kan CX2 Service hjælpe med hele processen, fra den første gennemgang af bygningen til en færdig installation, eller med de dele, hvor I har brug for vores kompetencer.
Det kan være alt fra en klargjort edge-server eller hjælp til en enkelt integration til en komplet etablering med integration af bygningssystemer, semantisk kortlægning af data, kvalitetssikring og aflevering.
01Hvad skal der til?
CX2 Service tilpasses den konkrete opgave. Vi kan stå for hele etableringen eller arbejde sammen med jeres egen IT-afdeling, rådgivere eller integratorer.
Har I selv de nødvendige kompetencer, kan I også installere og drive CX2 Open uden vores hjælp.
Det præcise behov afhænger af bygningen og de systemer, der allerede findes.
Bygger I nyt, er der nogle få krav, det er billigt at stille nu og dyrt at rette senere. Anbefalinger til nye byggerier har dem samlet med tekster, I kan klippe ind i en beskrivelse.
For at etablere CX2 skal der som minimum være adgang til én eller flere datakilder, og edge-serveren skal kunne kommunikere med dem.
I dag understøtter CX2 direkte integration via:
- BACnet/IP
- Nordomatic iBOS
Flere integrationer kommer til løbende. Det kan eksempelvis være Modbus/IP, HelvarNet, LoRaWAN, M-Bus og andre relevante systemer og protokoller.
Hvis et eksisterende system ikke kan kommunikere direkte via IP, kan der også være behov for en gateway, eksempelvis fra M-Bus til IP.
Det er ikke nødvendigt, at I selv har styr på alle disse forhold på forhånd. Det er netop noget af det, CX2 Service kan hjælpe med at afklare.
02Hvad skal vi vide først?
Vi vil som udgangspunkt gerne give jer et tilbud på at få CX2 til at fungere i jeres bygning. Så kender I både leverancen og økonomien, inden arbejdet går i gang.
Hvis opgaven er svær at afgrænse på forhånd, eller hvis I foretrækker det, kan CX2 Service også udføres efter medgået tid.
For at kunne give et ordentligt tilbud skal vi først forstå bygningen. To bygninger på samme størrelse kan være meget forskellige at etablere CX2 i.
Prisen afhænger derfor mindre af antallet af kvadratmeter og mere af, hvor data findes, hvordan de kan tilgås, hvilke integrationer der kræves, og hvor godt bygningen er dokumenteret.
Vi ser typisk på fire forhold.
-
Hvilke systemer kan levere data?
Først skal vi forstå, hvilke tekniske systemer der findes i bygningen, og hvilke data de kan levere. Det starter ofte med en gennemgang af CTS-anlæggets brugerflade og skærmbilleder.
Men ikke alle systemer i en bygning er nødvendigvis visualiseret i CTS-anlægget. Der kan eksempelvis være selvstændige lysstyringer, energimålere, solcelleanlæg, elevatorer, indeklimasensorer eller andre systemer på det tekniske netværk.
I nogle bygninger kan vi afdække det ud fra dokumentation og dialog. I andre kan det være nødvendigt at gennemgå installationerne fysisk, undersøge det tekniske netværk eller midlertidigt tilslutte en edge-enhed for at få et sikkert billede af de tilgængelige datakilder.
-
Hvordan kan systemerne integreres?
Når datakilderne er identificeret, vurderer vi, hvordan de kan forbindes med CX2. Nogle systemer kan kobles direkte på med en integration, som allerede findes. Andre kan kræve:
- en ny softwareintegration
- en protokolkonverter
- en fysisk gateway
- ændringer i netværksopsætningen
- adgang eller konfiguration hos den eksisterende systemleverandør
Hvis der er behov for ny udvikling eller supplerende hardware, indgår det i vurderingen og tilbuddet.
-
Hvor god er dokumentationen?
God dokumentation gør en stor forskel. Punktlister, systemdiagrammer, funktionsbeskrivelser, plantegninger, rumdata og bygningsmodeller gør det muligt at automatisere en langt større del af kortlægningen.
Jo bedre sammenhæng der er mellem de digitale datapunkter og den tekniske dokumentation, desto mere af arbejdet kan udføres automatisk.
Dårlig eller manglende dokumentation betyder ikke, at CX2 ikke kan etableres. Men det kan kræve mere analyse og manuel kvalitetssikring.
-
Er der særlige behov?
CX2 kan anvendes direkte til mange almindelige behov, men en bygningsejer kan også have ønsker til eksempelvis:
- analyser
- dashboards
- alarmregler
- rapporter
- KPI'er
- særlige datamodeller
- integration til andre IT-systemer
Sådanne ønsker kan indgå i den første etablering eller udvikles senere.
03Nogle bygninger kræver en foranalyse
I en veldokumenteret bygning kan den indledende afklaring ofte klares enkelt som en del af dialogen om et tilbud.
Hvis dokumentationen er mangelfuld, installationerne komplekse eller adgangen til data usikker, kan det være nødvendigt med en egentlig teknisk foranalyse.
Det kan eksempelvis omfatte:
- gennemgang på stedet
- analyse af tekniske netværk
- scanning efter systemer og enheder
- midlertidig installation af en edge-enhed
- test af adgang til datapunkter
- vurdering af nødvendige gateways og integrationer
- gennemgang af eksisterende teknisk dokumentation
En sådan foranalyse udføres som en del af CX2 Service og aftales særskilt.
Resultatet samles i en kort rapport med fundene og en plan for etableringen. Dermed får I et konkret billede af, hvilke datakilder der findes, hvordan de kan integreres, hvilke udfordringer der skal løses, og hvordan en etablering kan gennemføres.
04Sådan kan en komplet etablering foregå
Forløbet ser typisk sådan ud, uanset om I selv står for det, eller CX2 Service gør.
-
Der skabes overblik over, hvilke data bygningen har
Vi får indsigt i bygningens teknik, de relevante systemer, dokumentationen, adgang til CTS-bruger og viden om jeres ønsker.
Hvis der er behov for en egentlig foranalyse, gennemføres den først.
-
Edge-serveren sættes op og kobles på det tekniske netværk
CX2 Service kan levere og klargøre edge-serveren. Serveren kan eksempelvis sendes færdigkonfigureret til jeres IT-afdeling, som tilslutter den til det tekniske netværk og tildeler den de nødvendige netværksoplysninger.
Ønsker I det, kan CX2 Service også stå for installationen på stedet. I kan også vælge selv at levere egnet hardware.
-
De tekniske systemer forbindes
Edge-serveren forbindes med de relevante tekniske systemer. Eksisterende integrationer konfigureres, og eventuelle gateways eller nye integrationer etableres.
-
Datapunkterne får betydning
Når data er tilgængelige, skal CX2 forstå, hvad de betyder. På baggrund af de indsamlede datapunkter og den tekniske dokumentation, eksempelvis punktlister, diagrammer, plantegninger og beskrivelser, udfører vi en AI-assisteret mapping.
Her identificeres blandt andet anlæg, komponenter, sensorer, setpunkter, rum og deres indbyrdes relationer. Resultatet opbygges som en semantisk model baseret på Brick Schema.
Dermed bliver et datapunkt ikke bare eksempelvis JK057_02_019A_J90_HF03_BPA004, men kan forstås som en rumtemperaturføler i et bestemt lokale, som hører til en bestemt zone og betjenes af et bestemt ventilationsanlæg.
AI automatiserer en stor del af arbejdet, når dokumentationen er tilstrækkelig. Kortlægningen kontrolleres og suppleres manuelt, hvor det er nødvendigt.
Det er denne semantiske struktur, der gør det muligt efterfølgende at søge, analysere og arbejde systematisk med data på tværs af bygningens tekniske systemer.
-
Det kontrolleres, at data kommer ind som forventet
Vi kontrollerer, at de forventede datapunkter bliver modtaget og logget, og at den semantiske model stemmer med bygningen og den tekniske dokumentation.
Fejl, mangler og usikkerheder i kortlægningen bliver håndteret, inden installationen afleveres.
-
Løsningen afleveres, og brugerne sættes ind i den
Når installationen er færdig, dokumenteres og afleveres den. Som en del af afleveringen onboarder vi de medarbejdere, der skal bruge CX2, så de kender systemets opbygning og kan anvende de relevante funktioner i det daglige arbejde.
Herefter bestemmer I selv, hvordan løsningen skal drives. I kan selv stå for den videre drift, bruge en anden integrator eller tilvælge CX2 Care.
05Edge-serveren og jeres data
Et vigtigt princip i CX2 er enkelt.
Jeres data er jeres data.
Hvis CX2 Service leverer edge-serveren, bliver den solgt til jer. Den leases ikke og er ikke låst til et abonnement.
De primære driftsdata ligger lokalt på jeres egen hardware.
Det betyder, at jeres adgang til jeres bygningsdata ikke er afhængig af, at I fortsætter med at købe en serviceaftale.
06CX2 Care: valgfri drift og vedligehold
Når CX2 er etableret, kan I vælge selv at drive løsningen eller tilvælge CX2 Care.
CX2 Care er en drifts- og vedligeholdelsesaftale for den enkelte bygning og består af:
- overvågning af, at edge-enheder og integrationer fungerer
- overvågning af, at de forventede datapunkter fortsat bliver logget
- backup af data og konfiguration
- løbende opdatering af edge-enheden, herunder operativsystem, underliggende komponenter og CX2 Open
- teknisk support
- fair use af AI-funktioner
- udvidet garanti på edge-hardware
Edge-serveren leveres med 1 års garanti. Med CX2 Care forlænges garantien til 5 år, når serveren er leveret af CX2 Service. Har I selv leveret hardwaren, aftaler vi Care konkret.
Backup kan som en del af Care opbevares på CX2's infrastruktur, mens den primære installation og de primære driftsdata fortsat ligger på jeres egen edge-server.
CX2 Care omfatter overvågning og vedligeholdelse af CX2-installationen. Hvis overvågningen eksempelvis viser, at et eksternt system er holdt op med at levere data, registrerer vi problemet og gør opmærksom på det.
Egentlig fejlsøgning, ændringer eller reparation af eksterne systemer udføres som CX2 Service.
07Hvad koster det?
CX2 Open koster 0 kr. og kræver ikke abonnement. Men det er softwaren, der er gratis, ikke opsætningen. Der skal bygges en Brick-model og laves en integration, før der kommer data ud, og det er det arbejde, tallene nedenfor dækker. Prisen afhænger af de faktiske forhold: hvor mange systemer der skal kobles på, hvor god dokumentationen er, og om vi kan hente data med en integration, vi allerede har.
For at give en fornemmelse af niveauet tager vi udgangspunkt i en ny bygning på cirka 10.000 m² med god dokumentation, hvor data kan hentes med en af de integrationer, CX2 allerede har. I det tilfælde ligger priserne typisk sådan her:
| Etablering med CX2 Service, inkl. edge-server | 50.000 til 100.000 kr. |
|---|---|
| CX2 Care, valgfri drift og vedligehold | 10.000 til 20.000 kr. om året |
Etableringen dækker afklaring af datakilder, opsætning, integration, opbygning af Brick-modellen med AI-assisteret mapping og manuel kvalitetssikring, dokumentation og aflevering. Løbende assistance ud over det udføres efter medgået tid.
Alle priser er ekskl. moms. Tallene viser et niveau, ikke et tilbud. Et konkret tilbud kræver, at vi har set bygningen, og en ældre bygning, mangelfuld dokumentation eller en ny integration kan trække prisen op.
Første skridt
Book et møde på 45 minutter, hvor vi ser på bygningen sammen. Du vælger selv tiden i vores kalender, og mødet holdes på Teams.
Vil du hellere skrive? cx1@cx1.dk
Se anvendelser → Sådan virker det →